Hvem er Tanja Hartington?

Jeg er født og opvokset i Nordsjælland, men har været nødsaget til at flytte med min mor utallige gange og derved boet i stort set hele landet. Derfor har jeg allerede fra barnsben været sat over for de problematikker og udfordringer, der kan være i at skifte til et ukendt miljø – både i privat regi, men også i det faglige.

Min barndom har været utrolig hektisk, da jeg kommer fra et utroligt socialt belastet miljø, hvor både vold og alkohol var en del af dagligdagen. Dette lærte mig blot at blive en fighter – en social afstikker, om man vil. Mit talent for hurtigt at kunne læse og analysere stort set alle folk, ukendte og bekendte, midt i en verden af druk og vold, blev mit våben til overlevelse. Jeg måtte lære at give slip på tillidsbrud og træde ud af den sociale arv, og da jeg først var trådt ind på den vej, gik jeg herfra efter stort set alt, hvad mit hjerte måtte ønske. Jeg har overvundet utallige af kampe og opnået utrolige gevinster, både privat og fagligt. Men selvfølgelig har det også været en kamp undervejs, men jeg både ved og har overfor mig selv bevist, at man kan hvad man vil.

Der er ingen tvivl om, at et menneske som du og jeg bliver formet af de mennesker, miljøer, situationer, kriser osv., som vi udsættes for.  Og som videnskaben også har bevist, så er vores opvækst nok den største mursten i dette fantastiske bygningsværk. Desværre er det sådan, at vi ikke selv vælger vores egen opvækst eller de påvirkninger, som vi fra helt små bliver udsat for. Det vil sige, at vi heller ikke selv vælger hvilke mønstre, som vi vil tage med os videre.

Som barn af alkoholikere (misbrugere) er der derfor stor sandsynlighed for, at vi kommer til at tage nogle rigtige negative og for os selv usunde adfærdsmønstre med os. Det kan være i form af vores valg af relationer – vi vælger jo ud fra det vi kender til, altså prøver vi helt ubevidst at finde det trygge i det utrygge, fordi vi ikke ved bedre eller kender til andet.

Jeg kan eksempelvis fortælle, at jeg flere gange i mit eget liv pludselig er som vågnet op af et mareridt, hvor jeg lige pludselig kan se helt klart, at de forhold eller de relationer jeg har været en del af, er så usunde for mig og stik imod de ønsker jeg egentlig har for mig selv. Faktisk har jeg været så bevidst om, hvilke forhold jeg bestemt ikke ville have og, at de relationer, som jeg ville være en del af, ville være så langt væk fra dem jeg så i min barndom med både vold og misbrug. Pludselig, uden overhovedet at se det komme, befandt jeg midt i disse kaotiske og ekstremt negative relationer, som på så mange måder gik ud over mig selv.

Vi mennesker kan ikke leve uden kærlighed og opmærksomhed, som nogen måske ved, så er der endda meget der taler for, at man i dag kan dø af hjertesorg. Men netop fordi at vi ikke kan leve uden disse ting, så gør vi også hvad som helst for at opnå det. Og hvis vi så samtidig ikke har fået meget af dette som barn, så begynder vi at hige endnu mere efter at få det.

Som barn af alkoholiker (misbruger), kan mange af disse basale behov være så lidt dækket, at vi udvikler det mønster, at vi begynder at hige efter kærlighed, opmærksomhed og anerkendelse og faktisk bliver det, som vi i nutid kalder en pleaser. En der vil gøre hvad som helst for at få bare en lille smule af disse behov dækket. Og dette kan vi faktisk tage med os i samtlige af vores relationer – i parforholdet, i venneforhold, på arbejdspladsen osv. I alle sammenhæng er det et usundt og negativt mønster for os selv og det kan tære så hårdt på os følelsesmæssigt, at det kan skade os både psykisk og fysisk.

For mit vedkommende har jeg aldrig manglet kærlighed fra min mors side og hun har altid troet fuldt og fast på mig og mine evner, men det jeg manglede var nogen retningslinjer og rammer for, hvordan livet kunne leves eller en rollemodel, der kunne vise mig, hvordan jeg skulle agere i livets situationer og kriser.

Mine forældres interne kamp og modvilje mod hinanden, smittede så meget af på mig som barn, at jeg konstant var både ked af det, bange, skulle agere mægler og være den voksne men samtidig skulle jeg ud af til være det perfekte barn og tegne et perfekt billede af vores lille familie. Et skuespil der måtte spilles for, at myndighederne ikke kom og fjernede mig og min lillebror og derved ville splitte den familie, som jeg så desperat prøvede at holde sammen på.

Jeg var utrolig meget alene og endte med allerede som 6årige at være mor for både min egen mor og min lillebror. Men der var ingen, der sådan rigtig tog sig af mig. Derfor begyndte jeg (ved jeg i dag) at please andre, i håb om at få den opmærksomhed, den tryghed og den anerkendelse, som jeg så desperat havde brug for. Et mønster jeg siden hen har måtte kæmpe med for at ændre på. Og til netop det, at ændre mine mønstre, har jeg fundet en fantastisk løsning.

Af natur er jeg samtidig det, man i dag betegner som særlig sensitiv (er nu ikke så meget for at sætte mig selv eller andre i en såkaldt bås, men det er nu engang, hvad det bliver kaldt…) Hvilket vil sige, et menneske, der har haft svært ved at tilpasse sig livets ”normale” veje og begå sig i en mere og mere socialiseret og frembrusende verden. Som særlig sensitiv registrerer man hvert et input fra sine omgivelser, hvilket kan fremprovokere både sociale fobier, stresssymptomer, angst, følelsen af konstant at føle at man ikke slår til eller passer ind. En betegnelse, der kan stoppe den enkelte i at opnå lige præcis de ting her i livet, som man måtte ønske – men hverken det eller min fortid (barndom) skulle stoppe mig!

Efter års forsøg på at passe ind i omverden og spille en rolle, der ikke var min egen, hvilket kunne være både udmattende og nærmest selvdestruerende, besluttede jeg mig for at finde opskriften på, hvordan jeg kunne leve mit liv, lige præcis som jeg ønskede det og kunne gøre og opnå lige præcis dé ting, som jeg vil!

Med hjælp fra andre coaches og en genvundet styrke og vilje, har jeg lært at tøjle min sensitivitet og i dag se det, som en kæmpe fordel – jeg kan noget, som ikke mange kan!

Jeg kan have føling med alt, som jeg ønsker at have føling med, og jeg kan bruge det konstruktivt og skabe fantastiske resultater for ikke kun mig selv, men også for andre! En viden jeg i dag glædeligt bringer videre.

Jeg startede tidligt i erhvervslivet og har derfor et stort kendskab til mange forskellige brancher.

Med 10 års erfaring som ejendomsmægler og leder har jeg et stort kendskab til både salg, markedsføring og HR. Som mange sikkert ved, så er ejendomsmæglerbranchen benhård og kun de bedste overlever – jeg valgte at overleve!

Men det havde også sin pris undervejs – som så mange andre, opdagede jeg for sent min krops faretruende signaler om, at den havde nået sit max, det endte med en sygemelding i fosterstilling. Ja jeg lagde mig med stress.

Jeg kunne nu skrive, at jeg desværre endte med stress, men det vil jeg ikke, for det mener jeg ikke. Faktisk var jeg af de heldige, der rejste mig forholdsvis hurtigt igen. Jeg VALGTE at rejse mig så hurtigt som muligt igen. Og når jeg mener, at det ikke er desværre, så er det fordi at jeg i dag har opnået en fantastisk viden, som jeg kan bringe videre til DIG, der enten er ramt af stress, har haft stress og mangler redskaber til ikke at ende der igen eller dig, der tror at du er ved at få stress – Ens for jer alle er, at der findes særlige redskaber og viden, som kan hjælpe jer. Det er ganske simpelt og via nogle virkelig brugbare og enkle øvelser og tanker. Og de kommer fra en, som selv har været der og jeg ved det virker!

Jeg afsluttede min fantastiske og udfordrende tid som ejendomsmægler i 2015, da jeg søgte nye udfordringer. Mit ønske er at arbejde med det enkelte individ og både ny- og genskabe de utallige kompetencer, som den enkelte indeholder. Således startede jeg Hart Coaching i 2016.

Hart Coaching – Bevidsthed til positive forandringer